Taman Negara

Efter at være kommet fra Borneo tilbragte vi en halv dags tid i den malaysiske by Johor Bahru (der ligger lige op til grænsen til Singapore). Vi tog ind i et indkøbscenter og fik følelsen af, at vi igen var kommet til civilisationen. Kl. 19 skulle vi så videre med toget mod byen Jerantut. Vi var der selvfølgelig i god tid, toget ankom til tiden og vi fandt vores pladser. Så begyndte toget at køre – ca. 3 meter, hvorefter der lød et stort brag, og toget bakkede ca. ligeså meget. Og sådan fortsatte det. Først efter 2½ time forlod toget perronen. Vi skulle ankomme til Jerantut kl. 2 om natten, men først kl. 5 ankom toget. Vi var glade for, at vi havde bestilt et hotel og pick-up på stationen. Vi trængte alle til at sove, da der ud over almindelig tog-støj også var frygteligt koldt i toget (pga. for meget air-con, den malaysiske nat er ellers meget varm).

Efter at have fået sovet lidt ud tog vi næste dag videre mod byen Kuala Tahan, der ligger ved nationalparken Taman Negara i den centrale del af fastlands-Malaysia. Taman Negara regnes for at være verdens måske ældste regnskov med en alder på ca. 150 millioner år. Der er en stor bestand af bl.a. tiger (over 100), elefant og tapir, selv om man ikke skal regne med at se nogen af disse dyr. Turen til Taman Negara var en 2½ timers sejltur på Tembeling-floden i en meget lavbundet ”kano-agtig” båd med plads til ca. 12 personer. Det var en fantastisk flot tur op ad floden – børnene syntes godt nok det blev lidt kedeligt at sejle til sidst. Vi så ellers en odder!

Kuala Tahan er en lille landsby, der er vokset frem lige ved bredden af floden. Det er en by med en del mindre resorts og hostels, en ret stor skole og 5-10 flydende restauranter. Byen ligger på den modsatte side af floden end nationalparken. Det betød, at hver gang vi ville ind i parken, skulle vi have fat i en båd og sejles over floden. En tur på under et minut. For at komme ind i nationalparken skulle vi selvfølgelig købe billet. Det kostede 1 RM per person (ca. 1,75 kr., men så var billetten også gyldig i 30 dage!) – og det var vigtigt: For som skilte gjorde opmærksom på mange steder inde i parken, var straffen for at gå ind uden billet 10.000 RM eller 3 år i fængsel!

Første dag, vi var inde i parken, var vi ude at gå på verdens længste trætop-hængebro. Den var i alt 530 m., men var opdelt i 7 mindre stykker, hvorimellem der var platforme med plads til 4 personer. Oppe fra disse platforme var der en strålende udsigt over skoven og floden. På selve hængebroen var det ret svært at nyde udsigten. Der havde vi nok at gøre med at koncentrere os om at gå stille, undgå at kigge ned og undgå at få broen til at ryste alt for meget. Men vi så (ned på) mange egern.

Turen ind mod hængebroen gik ad fine junglestier. Og pludselig, mens vi gik på en af disse stier, fik Jeppe øje på en slange. Vi andre var passeret uden at se den ligge i nogle visne blade ved siden af stien, så det er godt at have en observant 6-årig med. Slangen lå stille et øjeblik, men længe nok til, at vi fik den set godt, hvorefter den forsvandt.

Tredje aften i Kuala Tahan valgte vi at tage på en natsafari med åben firhjulstrækker. Turen gik mest igennem oliepalmeplantager og på bilens tag sad vores guide med sin kraftige spot. Et af de første dyr, han spottede for os, var en stor edderkop, der havde lavet spind mellem to palmer – ret godt fået øje på! Derudover så vi en del skægsvin, nogle sovende fugle og turens højdepunkt var en leopardkat, der blev fanget i spotten nogle sekunder, men så hurtigt forsvandt. Heldigvis havde vi alle nået at se den fint.

På vores sidste dag ved Taman Negara pakkede vi badetøjet og gik ad et andet trail op langs Tahan-floden. Der fandt vi et sted, hvor man kunne bade. I hovedfloden er der ellers ret stærk strøm, men fordi dette sted lå ved en biflod, var strømmen af en styrke, der gjorde, at det var ok at bade. Og det var en rigtig fin badetur. Rikke og Freja skulle lige overvinde sig selv, da det vrimlede med fisk. Og så var det vist også første gang for os alle fire, at vi badede få meter fra, hvor meterlange varaner svømmede. Men det var rigtigt dejligt med en badetur. Vejret er blevet meget varmt og solrigt efter vi er kommet til fastlands-Malaysia.

Fra sejlturen på Tembelingfloden på vej mod Taman Negara.

Fra sejlturen på Tembelingfloden på vej mod Taman Negara.

Slangen.

Slangen.

Jacob i trætoppene.

Jacob i trætoppene.

Badetur i floden.

Badetur i floden.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: