Singapore

februar 20, 2009

Efter Malaysia tog vi til Singapore. Vi kørte med bus ind i Singapore, og det var (selvfølgelig) meget omstændigt at skulle krydse grænsen med bus. Først skulle vi med alle vores tasker ud af bussen for at forlade Malaysia. Det var lige før, vi ikke havde fået lov at forlade landet, da grænsepolitiet ikke mente, at vores stempler var i orden. Efter at hun havde snakket med sin overordnede, fik vi dog udrejse-stemplerne og kunne forlade landet. Problemerne skyldtes, at vi var kommet fra Sabah-provinsen på Borneo, hvor de havde stemplet i vore pas, at vi havde forladt landet. Ud af Malaysia kom vi, og ind i bussen kom vi også, blot for at køre ca. 500 m inden vi igen skulle ud af bussen med alle vores ting for at komme ind i Singapore… Omstændeligt, men anderledes kan det jo ikke være.

I Singapore boede vi på Hotel Royal India, der ligger i bydelen Little India. Og hold op, hvor var der mange indere på gaden, nærmest hele døgnet rundt. Første aften, hvor vi ankom ret sent, fandt vi en restaurant lige i nærheden – selvfølgelig en indisk en af slagsen. Efter at have studeret menukortet i laaang tid (der var MANGE sider, og vi kendte ikke ret meget af det) havde vi endelig besluttet, hvad vi ville have og bestilte det. Men blot for at f å at vide, at det bestemt ikke gik sammen. Så tjeneren hjalp os med at få bestilt noget, som han mente passede sammen – og det smagte også rigtig fint, var vi alle 4 enige om.

Vores hotel lå lige ved siden af “Mustafa Center”, der er et stort 24-timers supermarked i mange etager. Det var ret pudsigt for modsat danske supermarkeder, hvor man betaler i nærheden af udgangen, var der her kassedamer spredt rundt i hele centeret. Så man kunne betale, hvor man ville, blot man gjorde det et eller andet sted på den etage, hvor man havde fundet varen. Når varen så var betalt, blev den puttet i en pose og “forseglet” med en strip. Vi handlede også i nogle af de mere lokale kiosker. Bl.a. købte vi chili og karry, men lod dog poserne med 1 kg chilipulver ligge – der ville vist være chili til flere årtier med vores behov…

Vi besøgte selvfølgelig også nogle af Singapores mange attraktioner (ud over Little India…). Vi kom rundt vha. MRT-banen, der er Singapores metro. Det var også en stor attraktion for vores børn, der ikke så tit kommer til metrobyer… Men det var nu også nemt, billigt og effektivt – og meget rent. Der var forbud mod at spise og drikke (mange skilte truede med bøder af ca. 2000 kr. størrelse), og for at undgå at folk smed billetten fra sig, var der “pant” på billetten. Så efter man var færdig med sin tur, skulle billetten tilbage i en billetautomat, hvorefter man fik sin “pant” igen!

Den første af vore to hele dage i Singapore blev tilbragt med at besøge Singapore Zoo og Singapore Night Safari. Zoo’en var bestemt et besøg værd. Den er kæmpestor og meget “grøn” – idet der er træer og buske i et omfang, der får det til at virke, som om man går rundt i en stor skov. Og så er der selvfølgelig en masse dyr og mange imponerende anlæg til disse. For Orangutanernes vedkommende var der reb, så de kunne klatre ud i træerne uden for selve anlægget hen over veje og stier (men der var sørget for, at de ikke kunne klatre ned af træerne uden for anlægget). Også mange andre dyr havde flotte anlæg. Til gengæld var der en bemærkelsesværdig mangel på picnic-områder i zoo’en, og tilsyneladende er der ikke nogen tradition for at tage madpakke med i zoo. Singapore Zoo lukkede kl. 18, og herefter var det tid til lidt aftensmad, inden vi skulle besøge Singapore Night Safari, der åbnede 19:30. Night Safari ligger lige ved siden af Zoo, og er en zoologisk have, der kun har åbent om aftenen. Derfor er der selvfølgelig fokuseret på de nataktive dyr. I dyrenes anlæg var der dæmpet belysning, så man kan se dyrene, uden at de bliver generet for meget af lyset. Vi tog en rundtur i et tog med en guide, der fortalte om dyrene, og gik lidt rundt på stierne på egen hånd. Alt i alt imponerede dyrenes aktivitetsniveau dog ikke, og natsafarien var lidt skuffende. Det var sent om aftenen, inden vi var tilbage på hotelværelset.

Dagen efter var det Singapores Botaniske Have, der var mål for dagens udflugt. Det er en flot og stor have, der bl.a. omfatter en bid oprindelig regnskov. Som en del af den botaniske have er der en orkidéhave, hvor vi kunne se masser af orkidéer, men også forskellige kødædende planter. Vi sluttede af i “børnehaven” – en del af den botaniske have, der var specielt indrettet til børn (kun adgang for børn under 12 med tilhørende voksne!) Her hyggede Jeppe og Freja sig, mens deres forældre fandt en bænk i skyggen. For der er varmt i Singapore. Men det er jo også det sydligste sted, vi har været på vor rejse – der er ikke langt til ækvator.

Fredag var det så blevet tid til at påbegynde den lange rejse hjemad. Første trin var at tage metroen ud til Singapores Changi Airport. Herfra tog vi et fly med Air Asia til Bangkok Lufthavn (eller Suvarnabhumi Lufthavn eller noget i den stil, som den egentlig hedder). Og her sidder vi så i skrivende stund og venter på, at flyet til Dubai afgår. Vi flyver mod Dubai kl. 01:05 lokal tid, skal vente der fire timer, inden vi kl. 09:00 flyver videre mod Hamburg, hvor vi lander kl.13 lørdag. Så lørdag aften skulle vi gerne være tilbage i Svanninge…

Reklamer

Mere fra Tioman

februar 20, 2009

Fra Taman Negara tog vi sydpå. Vha. to forskellige busser og en lang taxatur (190 km / 3 timer) endte vi i byen Mersing på Malaysias østkyst. Mersing er i sig selv ikke nogen særlig interessant by, men fra Mersing afgår færgerne til øen Tioman. Sæsonen er dog ikke for alvor startet her i februar, så der sejler kun en enkelt færge per dag (tidspunktet afhængig af højvande!). Vi overnattede derfor en enkelt nat i Mersing, inden vi næste morgen tog færgen kl. 10. Sejlturen tog et par timer. På Tioman er der kun en enkelt ganske kort vej, så færgen sejler op langs øen og lægger til adskillige steder, så man kan stå af, der hvor man skal være. Vi havde læst at sejlturen kan være lidt voldsom, men havet var stille og det var en fin tur.

Vores bestemmelsessted på Tioman var ”byen” Air Batang (kendt som ABC). Her boede vi i en rigtig fin hytte helt nede på stranden. For første gang på vores tur havde vi 4 senge og skulle ikke sove 3 i en dobbeltseng eller have Jeppe på gulvet på et tæppe. Det var luksus! Og der var oven i købet elkedel og kølekab! Vild luksus! Fra vores terasse kunne vi høre Beostærenes fløjten fra regnskoven, følge med i når ungerne badede og se de flotteste solnedgange over havet.

Tioman er kendt for sin snorkling, og det er bestemt ikke uden grund. Vi snorklede direkte fra stranden foran vores hus og kunne se farvestrålende koraller, lige så farvestrålende fisk i massevis, søpindsvin (heldigvis i god afstand fra stranden), kæmpemuslinger og en del store hornfisk helt inde på lavt vand. Et par gange var vi også heldige at se rokker, og en enkelt gang så vi også en gople, hvor en lille flok småfisk havde fundet ly. Begge børn er blevet rigtig gode til at snorkle. Da vi for snart 2½ måned siden begyndte vores rejse, skulle de begge have en badering eller lignende for at færdes på vand, hvor de ikke kunne bunde. Nu vil de begge gerne med ud at snorkle på 5 meter vand blot iført badetøj og snorklemaske.

En af dagene på Tioman tog vi en bådudflugt ud til Coral Island. Vores højeste ønske for den tur var ud over god snorkling at se havskildpadder og evt. hajer. Vi havde hørt, at der to dage forinden havde været nogen derude og havde set begge dele. Ude ved koral-øen lagde vi til forskellige steder. Vi snorklede dels fra båden og dels fra stranden. Der var fantastiske strande med det hvideste koralsand, så blødt som mel. Vi havde en rigtig fin dag, hvor højdepunktet for Jeppe var at se en rokke og for Freja at se klovnefisk. Vi fik dog desværre ikke set hverken skildpadder eller hajer. (I må undvære billeder fra denne tur, da Rikkes kamera ikke rigtigt vil samarbejde mere og billederne fra Jacobs kamera er for store til gøre blog-klar på vores computer.)

Nu var det ikke sådan, at alt dyrelivet på Tioman var at finde ude i vandet. En morgen, da vi stod op, lå der på vores terasse en ”ham” fra en skorpion. Vi kunne ligeså tydeligt se halen. Derudover var der meterlange varaner, knælere, egern, flyvende hunde, haletudser, eremitkrebs, langhalede makakaber, glenter og havørne – og så var der masser af katte!

Jacob, Freja og Jeppe ved vores hytte på Tioman.

Jacob, Freja og Jeppe ved vores hytte på Tioman.

Freja og Jeppe leger foran vores hytte ved solnedgang.

Freja og Jeppe leger foran vores hytte ved solnedgang.

En knæler nyder et sommerfuglemåltid.

En knæler nyder et sommerfuglemåltid.

Skorpionham i Rikkes hånd.

Skorpionham i Rikkes hånd.

En lille hilsen fra Tioman

februar 16, 2009

Vi er i disse dage paa oen Tioman, der ligger ud for Malaysias ostkyst ret langt sydpaa. Der er ret daarlige computere, saa I faar bare lige denne korte hilsen, hvor vi blot vil fortaelle, at vi nyder solen og stranden og vores pragtfulde hytte, der ligger paa stranden. Vi snorkler alle fire og ser farvestraalende fisk og flotte koraler.

Det er ved at vaere taet paa at vi skal hjemad. Bornene glaeder sig til at komme hjem til deres venner og haaber paa lidt sne… Vi andre haaber bare, at foraaret er naert!

Vi drager mod Singapore imorgen, hvor vi skal vaere de sidste dage. Maaske vender vi tilbage derfra med et lidt laengere indlaeg om Tioman…

Taman Negara

februar 10, 2009

Efter at være kommet fra Borneo tilbragte vi en halv dags tid i den malaysiske by Johor Bahru (der ligger lige op til grænsen til Singapore). Vi tog ind i et indkøbscenter og fik følelsen af, at vi igen var kommet til civilisationen. Kl. 19 skulle vi så videre med toget mod byen Jerantut. Vi var der selvfølgelig i god tid, toget ankom til tiden og vi fandt vores pladser. Så begyndte toget at køre – ca. 3 meter, hvorefter der lød et stort brag, og toget bakkede ca. ligeså meget. Og sådan fortsatte det. Først efter 2½ time forlod toget perronen. Vi skulle ankomme til Jerantut kl. 2 om natten, men først kl. 5 ankom toget. Vi var glade for, at vi havde bestilt et hotel og pick-up på stationen. Vi trængte alle til at sove, da der ud over almindelig tog-støj også var frygteligt koldt i toget (pga. for meget air-con, den malaysiske nat er ellers meget varm).

Efter at have fået sovet lidt ud tog vi næste dag videre mod byen Kuala Tahan, der ligger ved nationalparken Taman Negara i den centrale del af fastlands-Malaysia. Taman Negara regnes for at være verdens måske ældste regnskov med en alder på ca. 150 millioner år. Der er en stor bestand af bl.a. tiger (over 100), elefant og tapir, selv om man ikke skal regne med at se nogen af disse dyr. Turen til Taman Negara var en 2½ timers sejltur på Tembeling-floden i en meget lavbundet ”kano-agtig” båd med plads til ca. 12 personer. Det var en fantastisk flot tur op ad floden – børnene syntes godt nok det blev lidt kedeligt at sejle til sidst. Vi så ellers en odder!

Kuala Tahan er en lille landsby, der er vokset frem lige ved bredden af floden. Det er en by med en del mindre resorts og hostels, en ret stor skole og 5-10 flydende restauranter. Byen ligger på den modsatte side af floden end nationalparken. Det betød, at hver gang vi ville ind i parken, skulle vi have fat i en båd og sejles over floden. En tur på under et minut. For at komme ind i nationalparken skulle vi selvfølgelig købe billet. Det kostede 1 RM per person (ca. 1,75 kr., men så var billetten også gyldig i 30 dage!) – og det var vigtigt: For som skilte gjorde opmærksom på mange steder inde i parken, var straffen for at gå ind uden billet 10.000 RM eller 3 år i fængsel!

Første dag, vi var inde i parken, var vi ude at gå på verdens længste trætop-hængebro. Den var i alt 530 m., men var opdelt i 7 mindre stykker, hvorimellem der var platforme med plads til 4 personer. Oppe fra disse platforme var der en strålende udsigt over skoven og floden. På selve hængebroen var det ret svært at nyde udsigten. Der havde vi nok at gøre med at koncentrere os om at gå stille, undgå at kigge ned og undgå at få broen til at ryste alt for meget. Men vi så (ned på) mange egern.

Turen ind mod hængebroen gik ad fine junglestier. Og pludselig, mens vi gik på en af disse stier, fik Jeppe øje på en slange. Vi andre var passeret uden at se den ligge i nogle visne blade ved siden af stien, så det er godt at have en observant 6-årig med. Slangen lå stille et øjeblik, men længe nok til, at vi fik den set godt, hvorefter den forsvandt.

Tredje aften i Kuala Tahan valgte vi at tage på en natsafari med åben firhjulstrækker. Turen gik mest igennem oliepalmeplantager og på bilens tag sad vores guide med sin kraftige spot. Et af de første dyr, han spottede for os, var en stor edderkop, der havde lavet spind mellem to palmer – ret godt fået øje på! Derudover så vi en del skægsvin, nogle sovende fugle og turens højdepunkt var en leopardkat, der blev fanget i spotten nogle sekunder, men så hurtigt forsvandt. Heldigvis havde vi alle nået at se den fint.

På vores sidste dag ved Taman Negara pakkede vi badetøjet og gik ad et andet trail op langs Tahan-floden. Der fandt vi et sted, hvor man kunne bade. I hovedfloden er der ellers ret stærk strøm, men fordi dette sted lå ved en biflod, var strømmen af en styrke, der gjorde, at det var ok at bade. Og det var en rigtig fin badetur. Rikke og Freja skulle lige overvinde sig selv, da det vrimlede med fisk. Og så var det vist også første gang for os alle fire, at vi badede få meter fra, hvor meterlange varaner svømmede. Men det var rigtigt dejligt med en badetur. Vejret er blevet meget varmt og solrigt efter vi er kommet til fastlands-Malaysia.

Fra sejlturen på Tembelingfloden på vej mod Taman Negara.

Fra sejlturen på Tembelingfloden på vej mod Taman Negara.

Slangen.

Slangen.

Jacob i trætoppene.

Jacob i trætoppene.

Badetur i floden.

Badetur i floden.

Borneo vol. II

februar 9, 2009

Efter at have været nogle dage ved Mount Kinabalu tog vi igen ned i varmen. Vi tog en bus ud mod Sandakan, hvor vi havde planer om at bo i Sepilok, der er en lille flække 20 km udenfor Sandakan. Det var en smuk tur, der i starten omkring bjerget var ret snoet og med oprindelig vegatation, men efterhånden som vi nærmede os Sandakan blev terrænet mere og mere fladt og den oprindelige vegatation blev afløst af oliepalmer. I flere timer kørte vi gennem terræn medoliepalmer så langt øjet rakte. Ind imellem lå der så en ”oliemølle” og der var adskillige store tankvogne med palmeolie på vejen.

Efter 4-5 timer nåede vi Sepilok. Hovedattraktionen (=den eneste attraktion) i Sepilok er et rehabiliteringscenter for orangutaner. Her plejer og passer de tilskadekomne og svage orangutaner og fodrer dem på en platform junglen. Som tilskuer kan man komme ind i regnskoven og overvære disse fodringer på kort afstand. Vi overværede en morgen- og en eftermiddagsfodring og så i begge tilfælde flere orangutanger. Der kom flere orangutanger med unger ved begge fodringer. Når orangutangerne så var færdige med at blive fodret og de to ”dyrepassere” var gået begyndte et sandt cirkus: Masser af makakaber, både lang- og korthalede, kom for også at få del i resterne efter festen. Alle kneb gjaldt i kampen om maden og makakaber er ikke så lidt frække.

Det passer ikke helt at orangutanerne var eneste attraktion – i hvert fald ikke, hvis vi spørger børnene. Vi boede nemlig på et resort med swimmingpool! Vi har ikke boet luksuriøst ret mange steder, mens vi har været afsted og det var første sted med swimmingpool – det var en attraktion! Det var også en dejlig pool med både børne- og voksenbassin og en rutchebane. Og bedst af alt: Vi havde den for os selv.

Fra Sepilok tog vi på en to-dages tur ind til Kinabatangan-floden. Mens vi om morgenen ventede på bilen, der skulle køre os dertil, så vi et pygmæ-egern, der kravlede rundt i træerne. Efter hvad vi har læst, skulle det være verdens mindste egern, og vist kun findes på Borneo. På køreturen dertil gjorde vi holdt ved Gomantanggrotten. Grotten ligger, så man skal gå en lille tur gennem regnskoven for at komme dertil. På denne lille tur så vi lige foran grottens indgang en orangutan, der sad i et træ og sov med sin unge. Den var ikke så tæt på, som dem vi havde set i centeret, men til gengæld var denne ”rigtigt” vildtlevende.

Inde i grotten stank der. Stanken skyldtes, at der lå et metertykt lag fuglelort. Heldigvis var der gangbroer, man kunne gå på. Hvis ikke man synes et tykt lag fuglelort i sig selv er ulækkert, blev det lige en tand mere ulækkert af, at der var så mange kakerlakker, at fuglelortlaget simpelthen så levende ud. Og det var kakerlakker i alle størrelse. Bl.a. var der en speciel slags af ”kæmpe-kakerlakker”. Inde i grotten var der rigtig mange fugle (sejlere) og flagermus. I Asien (Kina især) er fugleredesuppe en stor og dermed dyr delikatesse. Denne suppe laves af reder fra netop disse sejlere, hvis reder udelukkende er lavet af spyt og uden kviste, blade, fjer o. lign. I og med, at det er en dyr delikatesse, er der selvfølgelig også folk, der vil gå langt for at indsamle disse reder. Så ude ved grotten boede der en flok unge mænd, der levede af at kravle op i loftet af grotten (ca. 50-70 m over jorden) og indsamle reder. Vores guide fortalte os, at et kilo af disse reder ville indbringe, hvad der svarer til flere tusind danske kr. Det er vel unødvendigt at fortælle, at dette arbejde foregik uden nogen videre sikkerhedsforanstaltninger. Vi blev fortalt, at alene inden for det seneste år, var ti mænd blevet dræbt ved at falde ned. Så det er selvfølgelig af etiske grunde, vi ikke har smagt fugleredesuppe.

Da vi nåede frem til Kinabatanganfloden, blev vi installeret i vores lodge lige ved floden og om eftermiddagen skulle vi på vores første sejltur på floden. Det var en begivenhedsrigstur. Ikke længe efter starten fik vi et kort kig på en halvstor krokodille, inden den dykkede ned og forsvandt i det mudrede vand. Og snart efter sad den første næseabe i et træ lige ud til floden. Dette var dog kun en hun (eller en ung han), så næsen var ikke så imponerende, som den kunne have været. Men efter nogen tid nåede vi frem til en rigtig flok næseaber, der hyggede sig i et stor træ. Og her var der flere hanner med imponerende næser. Vi fik også set langhalede makakaber (igen igen), masser af næsehornsfugle og et par stykker af den sjældne Storm`s Stork (til Jacobs store begejstring). Efter et par timers sejlads gik det retur mod lodgen, da der pludselig stod en flok på mindst fire elefanter ved bredden! En art, man skal være temmelig heldig for at se på Borneo, så vi var selvfølgelig begejstrede. Vi lå længe stille på floden, mens vi kiggede på elefanter, og mørket faldt på, men til sidst gik det retur mod lodgen og aftensmaden.

Efter aftensmaden skulle vi ud på endnu en sejltur – en natsafari. Med projektøren spejdende efter liv gik det nu i den modsatte retning ad floden. Der var dog lidt længere mellem snapsene på denne tur. Vi fik korte kig på et par små krokodiller, en slange (der hang i træerne ude over floden) og en ugle, der hurtigt lettede og forsvandt. En anden ugle (Buffy Fish Owl) var der mere held med – den blev siddende i træerne over floden og kunne betragtes længe og tæt på. Også et par isfugle, der sad og sov, kunne vi komme rigtig tæt på. På hjemturen tog vi lige et smut forbi elefanterne, der stadig var på stedet. Det var en flot sejltur i stille vejr og måneskin, men stemningen blev ødelagt lidt af bådens larmende motor.

Næste morgen skulle vi tidligt op og ud på sejltur kl. 6:30. Dette blev dog desværre ikke en gentagelse af succesen fra den første sejltur. Vi startede i tørvejr, men snart væltede de mørkegrå skyer ind over floden, og regnen væltede ned. Og det blev den ved med. Så turen blev afbrudt, da vi alle efter nogen tid var blevet temmelig våde (læs drivende våde!), og der ikke var nogen udsigt til opholdsvejr. Vi fik tørt tøj på, og så gik turen snart retur mod Sepilok, hvor børnene glædede sig til at komme en tur i poolen. (Og det kom de – i regnvejr endda!).

Vi sov nu en enkelt nat mere i Sepilok, hvorefter vi tog bussen 6 timer retur til Kota Kinabalu, hvorfra vi næste dag skulle flyve til Johor Bahru på Malaysia-halvøen. På denne tur regnede det en del og vi så adskillige oliepalmeplantager stå under vand. Senere læste vi i avisen, at i byen Lahad Datu, der lå i nærheden, var 1300 mennesker blevet evakueret pga. oversvømmelser. Så efter, hvad vi kan dømme, har vi været meget heldige med vejret på Borneo. Det var kun vores sidste tur på Kinabatangan, der blev spoleret. Og efter hvad vi ellers har læst og hørt er det vist nådigt sluppet.

Billede taget fra bussen mod Sandakan.

Billede taget fra bussen mod Sandakan.

Genudsat orangutan med unge, Sepilok rehab. center.

Genudsat orangutan med unge, Sepilok rehab. center.

Børnene nød swimmingpoolen...

Børnene nød swimmingpoolen...

Fra sejlturen på Kinabatangan (fra knap så bred biflod).

Fra sejlturen på Kinabatangan (fra knap så bred biflod).

Borneo-pygmæ-elefant ved Kinabatangan.

Borneo-pygmæ-elefant ved Kinabatangan.

Næseabe ved Kinabatangan.

Næseabe ved Kinabatangan.

Borneo vol. I

februar 4, 2009

Kota Kinabalu
På Borneo er der varmt – meget varmt! Vi mærkede det allerede, da vi landede med flyet i byen Kota Kinabalu kl. 8 om aftenen. Vi synes de ca. 30 grader på Palawan var varmt, men 30 grader på Borneo er bare varmere! Vi vurderede ellers luftfugtigheden på Palawan til noget nær de hundrede, men måske tog vi fejl..?

Vi var to nætter i Kota Kinabalu, der er hovedbyen i provinsen Sabah. Byen var vi ikke ret imponerede af. Den var jævnt kedelig. Der var et lidt spændende marked med souvenir og lidt tørrede fisk, blæksprutter og søheste ved havnen, men ellers var der ikke noget spændende. Men der var mange rotter – heldigvis så vi dem kun på gaderne. Men det er egentligt ikke overraskende, da der er åbne kloakker langs alle veje.

Mount Kinabalu
Efter et par nætter i KK begav vi os med bus væk fra kysten. Vores første stop var Mount Kinabalu National Park, hvor vi sov tre nætter på et glimrende lodge, Hill Lodge. Det var en smuk to timers tur dertil af snoede bjergveje og med flotte udsigter. Desværre har Freja ikke så nemt ved cocktail’en snoede veje og busser…

Det første, der slog os, da vi arriverede ved National Parken, var kulden. Det var jo koldt! Vi var nødt til at grave dybt ned i vores rygsække og finde de lange bukser og de langærmede bluser frem. Temperaturen var nok nede omkring 20-22 grader! Og ja Mona, det bliver sikkert rigtig svært at komme hjem… Temperaturen var dog forventelig, da dagsgennemsnittet er omkring de 20 grader. Lodgen lå trods alt i godt 1500 meters højde.
Mht. nedbør har vi vist været heldige. Vi har læst om adskillige, der har været ved bjerget og bare oplevet regn, regn og atter regn. Og vi havde ydermere hørt, at det denne januar skulle være ekstra slemt med 50 cm vand i gaderne til tider. Men altså foreløbigt har vi ikke oplevet regn af betydning på Borneo. Syv-ni-tretten – det kan ændre sig, når vi når Sandakan.

Da vi først kom til vores lodge kiggede vi forgæves efter bjerget, der ellers burde stikke op med sine godt 4000 m. Men vi tænkte, at det sikkert godt kunne skjule sig bag nogle af de andre toppe i området. Vores forbavselse var dog noget stor, da skyerne lettede lidt og bjerget åbenbarede sig ganske tæt på. Om morgenen var vejret klart og vi havde den smukkeste udsigt over bjerget fra vores terrasse, men i løbet af nogle timer lukkede skyerne tæt sammen om toppen og bjerget ”forsvandt”. Dette gentog sig hver dag.

Vi må indrømme det med det samme: Vi besteg ikke bjerget. Vi prøvede ikke engang på det. Det nærmeste vi kom på det var Jacob, der var oppe i godt 2700 meters højde på udkig efter spændende fugle.

Mens Jacob tog sig af ”bjergbestigningen” besøgte resten af familien en botanisk have, der lå som en del af National Parken. Det var dog lidt en skuffelse: Vi betalte entre (ca 18 dKr i alt) og kom ind i et afspærret område med nogle fine stier, men hvor botanikken altså stort set ikke var anderledes end i resten af området. Ikke fordi, det ikke var spændende nok: Der var et væld af forskellige træer og buske og mange planter og bregner, der voksede på træerne. Men hele området var i forvejen spækket med gode og mindre gode stier i alle længder fra 350 m til 6 km og en del vandløb, man kunne gå langs og gå over. Så meget fascinerende natur generelt, men tomlen ned til den botaniske have.

Seneste nyt
Vi er nu tilbage i Kota Kinabalu efter at have været ovennævnte steder samt ude ved Sandakan. Internettet på Borneo er ikke at råbe hurra for, så billeder fra ovenstående indlæg samt fra Sandakan (hvor vi så både orangutanger, næseaber, krokodiller, elefanter og mange fugle), kommer (måske!) senere. I morgen, torsdag, flyver vi fra Borneo…

6. februar: Så er der også lagt lidt billeder på…

Udsigten til Mount Kinabalu tidligt om morgenen.

Udsigten til Mount Kinabalu tidligt om morgenen.

Udsigten til Mount Kinabalu først på formidagen.

Udsigten til Mount Kinabalu først på formidagen.

Hvor blev bjerget af? Udsigten det meste af dagen.

Hvor blev bjerget af? Udsigten det meste af dagen.

Jeppe og Rikke i den botaniske have, Kinabalu National Park.

Jeppe og Rikke i den botaniske have, Kinabalu National Park.

Vi har stadig til gode at se en ægte Rafflesia.

Vi har stadig til gode at se en ægte Rafflesia.

Jeppe og Freja ved orkidehækken ved Hill Lodge.

Jeppe og Freja ved orkidehækken ved Hill Lodge.

På ø-hopning i Honda Bay, Palawan

januar 25, 2009
Vi valgte at bruge vores sidste hele dag på Palawan på en sejl-/bade-/snorkletur i Honda Bay lidt nord for hovedbyen Puerto Princesa. Det var en dag med meget flot vejr: Stille og solrigt og som sædvanligt meget varmt.

Honda Bay er en bugt med 16 øer plus ”de ekstra”. ”De ekstra” er nogle øer, der kun findes ved lavvande, da der ved højvande kun er vand! Ikke desto mindre er de rent faktisk beboede, da husene blot er bygget på pæle. På vores tur besøgte vi tre øer: Panang Island, Snake Island og Starfish Island. Den første er navngivet efter nogle træer med blade, der skulle have potensstimulerende virkning – ja faktisk skulle de være bedre end viagra! Snake Island hedder sådan, da øen ”slanger” sig, når den ændrer form ved tidevandet. Det var ikke ret meget andet end en sandtange, så det var sådan lidt a la Grenen i Danmark. ”Søstjerne”-øen ved vi ikke helt, om hedder sådan pga. af de mange søstjerner eller om det er, fordi øen er ret stjerneformet.

Vi sejlede i en typisk filipinnisk båd, en bangka. De er karakteristiske ved på hver side af båden ca. 1 meter fra det centrale af båden at have nogle tykke bambusrør på langs for at stabilisere. For så at få lidt motorkraft på, tager man en gammel dieselmotor fra en lastbil og monterer på båden. Det fungerer fint…

Vi havde en rigig fin dag. Så masser af fisk – og store fisk – og især Jeppe var slet ikke til at få derfra. Han ville bare snorkle mere!

Men videre skulle vi. Dagen efter, lørdag, skulle vi flyve tilbage til Manila, hvor vi er nu. Her har vi i dag, søndag, sendt Jette og Camilla tilbage til Danmark og vi fortsætter selv til Borneo i morgen, mandag. Vi er lidt spændte på, hvordan det er at komme rundt imorgen (og vores lufthavn ligger 80 km uden for byen), da det er kinesisk nytår…

Forresten: I går var en meget stor dag: Jeppe opdagede sin første rokketand!! Og den rokker rent faktisk…

 

Vores Bangka, Honda Bay.

Vores Bangka, Honda Bay.

Jeppe og Rikke, Honda Bay

Jeppe og Rikke, Honda Bay

Jeppe på Snake Island.

Jeppe på Snake Island.

Jette på Snake Island.

Jette på Snake Island.

På søstjernejagt.

På søstjernejagt.

Søstjernejagten har givet pote.

Søstjernejagten har givet pote.

Vi nåede også at komme på marked i Puerto Princesa.

Vi nåede også at komme på marked i Puerto Princesa.

Sabang og den underjordiske flod

januar 22, 2009

Lørdag drog vi mod Sabang ad bumpede bjergveje. Faktisk var vejen så bumpet, at vi kom til at tænke på den gang, vi i Gambia skulle et lille 120 km smut ind i landet, men hvor turen viste sig at vare 9 timer…Den ene vej! Så slemt var det ikke her, men vejen VAR dårlig. Meget af vejen var grusvej, men de var i gang med at bygge betonveje. De steder, hvor de havde været så overdådige at støbe begge baner, blev den “overflødige” vejbane i udstrakt grad brugt til at tørre ris – dvs. bilerne måtte sno sig, da man typisk ikke var enige om, hvilken side af vejen, der skulle bruges til ris. Det var en meget smuk tur til Sabang gennem bjerge og regnskov og med flotte udsigter bl.a. ud over det Sydkinesiske Hav.

En lille kilometer før vi nåede Sabang lå vores bestemmelsessted, nemlig Bambua Nature Park Resort. Her boede vi i et par hytter lige uden for junglen. Vi boede på en lille bakke, så vi så de smukkeste solnedgange fra vores terrasse. Bambua lå lidt afsides. Så når først mørket var faldet på, gik vi ingen steder. Dvs. vi spiste på Bambua hver aften, hvor vi fik noget rigtig filippinsk mad. Det er noget af det bedste mad, vi har fået på Filippinerne, da de andre steder vi har været, mere eller mindre har forsøgt sig med europæisk mad, men uden den store succes. Glimrende mad med masser af ris og meget fisk. Skuffelsen var dog lidt stor, da vi den anden aften, vi var der, fik at vide, at kaffe – det kunne først blive næste morgen! Aftenen efter havde de dog ombestemt sig, og aftenkaffen var reddet.

Ulempen ved at bo helt inde i regnskoven var selvfølgelig, at der var en del myg. Og da Palawan er malariaområde, begyndte vi på malariapillerne. Derudover smurte vi os fra top til tå med de lokale myggecremer. De var tilsyneladende ret effektive, da det pludselig var Jacob, der meget usædvanligt, begyndte at få alle stikkene. Han lærte også, at det kan være en god ide at smøre sig!

Sabang by er der ikke meget ved: Vi havde regnet med, at vi kunne få ordnet mange forskellige ting, f.eks. handlet diverse og vekslet penge, men Sabang overraskede os med sin lidenhed. Man kunne ikke veksle penge, man kunne ikke bruge visa, man kunne ikke komme på internettet noget sted derude (da der ikke er telefonnet) og butikkerne var meget små med ganske få varer. Men Sabang ligger utrolig smukt: ”Byen” ligger i en bugt omkranset af bjerge og med kokospalmerne helt ud stranden. Derudover meget få turister, så vi havde lange hvide strande for os selv. For at komme fra Bambua til Sabang City var der en lille kilometers gåtur. Det var en tur gennem et område med små filippinske huse, rismarker og masser af husdyr rundt omkring. Udover selvfølgelig en masse høns, var der mange steder, de havde en ko stående bundet i en meget kort snor eller måske en gris eller en ged.

Sabangs absolutte hovedattraktion er den underjordiske flod i Puerto Princesa Subterranean River National Park. Så der skulle vi selvfølgelig hen. Den underjordiske flod ligger ca. 5 km nord for byen og for at komme derhen, sejlede vi med en bangka, der er en lille flad træbåd. Der var meget høje bølger, men turen tog blot 20 min. Da vi kom derhen gik vi 10 min. gennem skoven for at komme til udmundingen af den underjordiske flod. På vores 10 minutters tur så vi både makak-aber og 1½-2 meter lange varaner. Sejlturen på floden foregik i en lille kano-agtig båd og os iført redningsveste og hjelme. Det var et kønt syn! Den underjordiske flod løber 8 km ind, men vi sejlede blot et par kilometer. Den underjordiske flod er ikke opreklameret. Det var en fascinerende tur. Til tider var drypstene så lave, at vi næsten skulle bukke os og andre steder var der meget højt til ”loftet”. Højeste sted var 65 m. Der var selvfølgelig helt mørkt derinde, så Jette, der sad forrest i båden, blev udstyret med en lygte og skulle så efter vores guides råb fra bag i båden prøve at lyse på de mest interessante formationer. En svær opgave, da hans engelsk ikke var det bedste. Men vi fik set mange flotte formationer, selv om vi godt kunne have undværet guidens kommentarer om, at de lignede Sharon Stone, den hellige familie, en grillkylling, en dinosaurer osv. I loftet sad der tusindvis, måske millionvis af flagermus. De fleste sad heldigvis stille og kun få fløj rundt. Men vores guide fortalte, at ved 18.30-tiden, hvor det bliver mørkt, flyver de alle ud af hulen. Det må være et fantastisk syn.

Da vi havde taget den nemme tur dertil og blot var hoppet i en båd, begav vi os på gåben hjemad. Det lyder let, når blot det lå 5 km nordpå langs kysten, men pga. den klippekyst, der er i området kunne turen ikke bare foregå langs stranden. Så vi skulle ud og ”jungletrekke”. Op af bjerget, ned igen, op igen, ned igen. Det var en meget flot tur, hvor stien bare var en lille smal trådt sti og hvor ”trapperne” var naturlige i form af træernes rødder, der faktisk fungerede som fine trin. Det havde været regn natten forinden, så der var mange steder tendens til mudder. Undervejs på ruten førte stien os ned langs stranden. Desværre var det dog højvande, hvilket gjorde, at det visse steder var meget svært at passere klippeudspring. Det resulterede i våde ”tæer” (godt og vel til navlen!). Alt i alt en smuk og fascinerende tur, men også ret hård.

Vi er nu tilbage i hovedbyen på Palawan, Puorto Princesa, hvor vi skal tilbringe et par dage, inden vi lørdag flyver tilbage til Manila.

Shopping i Sabang.

Shopping i Sabang.

Solnedgang fra vores terrasse ved Bambua.

Solnedgang fra vores terrasse ved Bambua.

På vej til stranden, Sabang. Bemærk 1) hvordan vejen bliver brugt til ris-tørring og 2) den overfyldte jeepney, der er på vej mod Puerto Princesa.

På vej til stranden, Sabang. Bemærk 1) hvordan vejen bliver brugt til ris-tørring og 2) den overfyldte jeepney, der er på vej mod Puerto Princesa.

Jeppe får sig en kokosdrink.

Jeppe får sig en kokosdrink.

På vej ind ad den underjordiske flod.

På vej ind ad den underjordiske flod.

Jette på jungletrekking.

Jette på jungletrekking.

Videre til Palawan

januar 17, 2009

Så skriver vi 17. januar, og vi befinder os lige nu i Puerto Princesa på øen Palawan. Palawan er en langstrakt ø, der ligger som forbindelsesled mellem de øvrige Filippinske øer og Borneo.

Dagene “ved stranden” på Panglao forløb desværre uden det vejr, vi havde håbet på. Solen viste sig alt for sjældent, og en enkelt dag var det nærmest heldagsregn. Det blev dog alligevel til en del strandture, hvor nogle af os kom ud at snorkle lidt og kunne kigge på koraller, søpindsvin, søstjerner, søanemoner og masser af fisk.

I går tog vi rejsen fra Panglao ved Bohol – først med taxi til færgen, så ud på en totimers sejltur med en hurtigfærge til naboøen Cebu, hvorfra vi skulle ud på vor rejses 5. af i alt 11 planlagte flyveture. Vi tog en taxi til lufthavnen, hvor vi efterhånden fandt ud af, at flyet fløj 40 minutter før, det egentlig var planlagt til! Så hvis vi havde taget færgen 2 timer senere, hvad vi havde overvejet, kunne vi nemt være endt med en lang næse! Flyveturen foregik med propelfly og forløb planmæssigt, således at vi landede i Puerto Princesa en hel time før vi egentlig havde regnet med.

Den første nat har vi tilbragt på Puerto Pension, et fint lille sted ikke så langt fra lufthavnen. Og så har de et velfungerende trådløst internet på stedet! De har også en frygtelig masse haner, hvilket vi blev opmærksomme på et godt stykke tid før det blev lyst. Vi har flere steder her på Filippinerne set både store og små marker med haner, der har hver sit lille halvtag og er bundet dertil i en kort snor. Det er selvfølgelig haner, der bruges til hanekampe.

Om nogle timer tager vi videre til Sabang på Palawans nordkyst, hvor vi skal tilbringe den næste uges tid. Vi skal bo lige ved siden af “St. Pauls Subterranean River National Park” (eller hvad det nu er den hedder for tiden), der både skulle byde på flot natur og en masse fugle.

Vejret her i Puerto Princesa er nogle grader varmere end det var på Panglao, og der har været lidt flere huller i skydækket – her til morgen er det næsten skyfrit! Så vi krydser fingre for, at vejret også er varmt og solrigt ved Sabang. Og det skulle faktisk være tørtid lige nu på N/V-kysten af Palawan…

Jeppe og Camilla foran flyet i lufthavnen på Palawan.

Jeppe og Camilla foran flyet i lufthavnen på Palawan.

Hanehold på Bohol.

Hanehold på Bohol.

Turen til Bohol – Nuts Huts

januar 14, 2009

Vi er nu på Bohol på Filippinerne. Det var en lang tur – tre dages rejse – at komme hertil. Vi forlod Krabi med bus mandag d. 5. januar kl. 6:45. Først gik turen med minibus ned gennem Sydthailands endeløse plantager med gummitræer og oliepalmer. Videre til Hat Yai, hvor vi skiftede til en rigtig ”VIP”-bus, der skulle bringe os den sidste del af vejen til Kuala Lumpur. I løbet af eftermiddagen krydsede vi grænsen til Malaysia, der umiddelbart – set fra bussen – virkede rigere og mere velorganiseret end Thailand. Vi ankom til Kuala Lumpur ved 22:30-tiden og fandt en taxi, der kunne køre os til lufthavnen (der ligger ca. en times kørsel fra byen). Efter lidt disputs undervejs med taxichaufføren (som ville have flere penge, både da vi passerede betalingsanlæg på motorvejen, og da han fandt ud af, at vi skulle til LCC-terminalen og ikke den ”rigtige” lufthavn (afstanden var den samme, men det var jo ikke sikkert, vi vidste det…) – begge gange kom det automatisk ”give me ten dollars more”…). Vi var i lufthavnen omkring midnat og fandt til ungernes store fornøjelse ud af, at LCC-terminalen, som vi skulle flyve fra, havde en MacDonalds. Så vi var på MacDonalds lidt efter midnat! Vi var nu også alle sultne, da det med at holde længere pause, så man kan nå at få lidt mad, tilsyneladende ikke bruges på lange busture i Thailand og Malaysia. I hvert fald var der kun én pause ved 15:30-tiden, hvor vi skulle klare morgen-, middags- og aftensmad… Efter at have fået lidt at spise fik nogen af os et par timer på øjet i lufthavnen, inden vi skulle flyve til Manila tidligt næste morgen. Det var et kort besøg i Malaysia denne gang, men vi vender snart tilbage…

Tirsdag d. 6. ved 7-tiden fløj vi fra Kuala Lumpur og vi landede planmæssigt i Manilas Clark-lufthavn fire timer senere. Herfra var der et par timers buskørsel ind til Manila, hvorefter vi tog en taxi resten af vejen til hotellet. I Manila opdagede vi ret hurtigt, at det vi havde læst om Manilas heftige trafik bestemt ikke var overdrevet. Der er rigtig mange køretøjer af alle slags og de kører hulter til bulter i meget tæt køkørsel. Og bilisterne er eksperter udi den ædle kunst at skifte bane hele tiden, skære ind foran andre og forhindre andre i det samme. Selv små afstande tager meget lang tid. Og byen er på grund af trafikken slet ikke rar at være fodgænger i. Det lykkedes os dog at nå frem til hotellet, hvor vi fandt børnenes mormor Jette og moster Camilla, der var ankommet dagen før, og vi glædede os alle til at skulle væk fra Manila den følgende dag.

Onsdag d. 7. skulle vi flyve videre til øen Bohol. Denne gang skulle vi flyve fra Ninoy Aquino-lufthavnen, der lå kun ½ times taxi-kørsel fra hotellet. Vi ankom til lufthavnen i god tid, men fandt efterhånden ud af, at vores fly var et par timer forsinket. Afsted kom vi dog, og efter en kort flyvetur på en times tid, landede vi i lufthavnen i Tagbilaran på Bohol. En lufthavn, der var et studie i, hvor lille og simpel en lufthavn kan laves. Derpå videre til vores første destination, hvor vi skulle være nogle dage alle seks – et sted, der hedder Nuts Huts, som ligger et godt stykke uden for alfarvej. Der er to måder at komme dertil på. Den ene er at finde en lille båd, der kan sejle en et par kilometer op af Loboc-floden fra Loboc. Den anden måde er at tage en bus eller lign., men den sidste kilometer må man gå, da der blot er en humplet og ujævnt jordvej og for enden af denne ”vej”, skal man klatre 277 trin ned ad en trappe. Den dag vi ankom, valgte vi flod-vejen – og den løsning valgte vi også, da vi skulle derfra, da 277 uregelmæssige trin, 1 kilometer muddervej opad og vores ca. 80 kilo bagage bare ikke virkede som en tiltalende cocktail.

Bortset fra lidt besvær med at komme til og fra, ligger Nuts Huts et utroligt fascinerende sted. Vi troede, vi i Thailand havde været i junglen og oplevet, hvad jungle og regnskov er, men der var et helt andet liv her. Om natten var der utroligt mange lyde fra frøer, insekter, gekkoer m.v. – et langt mere mangfoldigt lydbillede, end hvad vi hidtil har oplevet. Og ordet regnskov har også fået en helt anden mere bogstavelig betydning: Vi har haft regnvejr, som vi ikke har set det før: Det kommer ret pludseligt og så regner det altså! Vi var på Nuts Huts fire dage. De første tre dage var der alle dage byger, og den fjerde dag, hvor vi skulle afsted, var der bare vedvarende regn! Så stierne omkring hytterne blev efterhånden til det rene mudder. Det betød rigtig meget vasketøj…

Fredag var vi på en lille udflugt ud i lokalområdet: Vi tog de 277 trin i etaper: For at komme til Nuts Huts restaurant skulle man nemlig bestige de første 122 trin. Efter morgenmaden fortsatte vi så de sidste 155 trin op og videre ad jordvejen, for at komme op til landevejen. Her tog vi en lokalbus, hvilket i sig selv var en oplevelse – både for os og for de lokale i bussen… Vi kom til en sommerfuglehave, hvor de udklækkede og fremviste sommerfugle. Man kunne følge alle trin lige fra æg til larve til puppe og selvfølgelig også se mange forskellige slags sommerfugle. Der er åbenbart mange sommerfugle, der er endemiske for Filippinerne og endda nogen, der er endemiske for Bohol. Men hvorfor skulle der ikke også være det – det var jo i første omgang de flere hundrede endemiske fugle, der fik vores øjne op for Filippinerne. Efter at have besøgt sommerfuglehaven gik vi ind til den nærliggende by, Bilar, og fik købt lidt frugt på det lokale marked, inden vi begav os på en tur gennem nogle rismarker. Der var mange lokale børn, der var meget interesserede i os, især pga. vores børn og så Jacobs højde, som de rundt omkring herovre er meget interesserede i… Efter lidt tid begyndte det at dryppe lidt, og vi besluttede os for at vende hjemad, men lige da vi blev sat af bussen for at gå det sidste stykke til Nuts Huts åbnede himlen sig igen – og nej, hvor blev vi våde! Og som altid i den situation lå regnjakkerne i rygsækken hjemme i hytten – der var jo blå himmel om morgenen!

Selv om Nuts Huts ligger ”midt ude i junglen”, gør den lokale turistindustri desværre sit bedste for at spolere dette billede. En sejltur på Lobocfloden er tilsyneladende en af de store attraktioner for turisterne i området. Og mange af disse sejlture foregår på pramme, der er bygget om til flydende restauranter, hvorfra der bliver spillet høj musik under sejlturen. Langs floden er der stillet lamper op – de er tændt i et par timer efter solnedgang og skifter mellem alskens kulørte farver. Suk…

Den sidste tid på Nuts Huts blev uden de store udflugter, da vejret ikke lige indbød til det. Søndag gik turen videre til øen Panglao (der er forbundet med Bohol med en bro), hvor vi er nu. Her er der en dejlig hvid sandstrand, flotte koralrev og – foreløbig – ikke helt så meget regn som ved Nuts Huts…

Og så oplevede Rikke et jordskælv, mens vi var på Nuts Huts! Hun syntes i hvert fald at hele hytten pludselig rystede, men vi andre, der stod på jorden, kunne ikke mærke noget. Så det var med stor fryd, da hun senere fandt en artikel i en lokal avis: “Earthquake shakes eastern Bohol”! Og det passede oven i købet med tidspunktet.

Og navnet Nuts Huts… Tjaaa, jeg ved det ikke, men måske har det noget at gøre med at der er rigtig mange kokospalmer, hvilket medfører, at der med jævne mellemrum lyder nogle ordentlige brag eller plask, når en kokosnød falder ned på jorden eller i floden…

Nat i lufthavnen i Kuala Lumpur...

Nat i lufthavnen i Kuala Lumpur...

Jeppe slapper af på Nuts Huts.

Jeppe slapper af på Nuts Huts.

Udsigten fra vores ene hytte på Nuts Huts.
Udsigten fra vores ene hytte på Nuts Huts.
Camilla på restauranten på Nuts Huts.

Camilla på restauranten på Nuts Huts.

Nogle af de mange trapper...

Nogle af de mange trapper...

Udsigten fra toppen af Nuts Huts.

Udsigten fra toppen af Nuts Huts.

Jeppe og Camilla ser på sommerfugl.

Jeppe og Camilla ser på sommerfugl.